Omdrejningspunktet i Højskole uden mure er at skabe forpligtende fællesskaber, som styrker de unges livsmestring og sociale netværk. Samtidig skal de lære at kunne begå sig på en arbejdsplads, at komme op om morgenen og at samarbejde med andre om en opgave. Og i sidste ende er målet, at de udsatte unge kommer i job eller uddannelse inden for fødevare- eller restaurationsbranchen.
Nye veje til beskæftigelse
”Højskole uden mure” er et projekt, som er udviklet i et samarbejde mellem Meyers Madhus, Professionshøjskolen Absalon, A2B og Hotel- og Restaurantskolen i København og støttet af Bikubenfonden, og målet er, at projektet gennem fire år skal udvikle nye og anderledes metoder til at få udsatte unge i beskæftigelse.
Der er brug for de unge i fødevarebranchen. Men frem for et snævert fokus på at opbygge de unges kompetencer, stiller ’Højskole uden mure’ skarpt på at udvikle den enkelte til at mestre eget liv. Derfor giver tilbuddet de unge mulighed for at udvikle sig i eget tempo.
De unge er tilknyttet projektet i minimum tre måneder, hvor de får madfaglig undervisning, deltager i workshops og ”snusepraktik” på restauranter, i kantiner og fødevarebutikker. Samtidig får de socialfaglig undervisning med fokus på at styrke deres livsmestring. Træningsforløbene kulminerer med et event hver tredje måned.
Positive, reelle møder med omverdenen
Konceptet hedder Højskole uden mure. ”Højskole”, fordi det er baseret på værdier som fællesskab, samarbejde, dannelse og livsmod. ”Uden mure” fordi konceptet ikke er lukket inde på en enkelt adresse. Aktiviteterne bygges op om samarbejder med verden uden for højskolen: Lokale erhvervsdrivende, frivillighedsorganisationer og lokale foreninger.
”Vi oplever generelt, at maden og måltiderne kan bringe mennesker sammen i nye fællesskaber og være en vej til et andet liv. De unge skal opleve, at de kan skabe noget, som har betydning for andre”, siger Dorthe Petersen, som er direktør i Meyers Madhus.
Erfaringer fra bl.a. Kokkeskoler i danske fængsler har vist, at succesoplevelser sammen med andre i mødet med et rigtigt ’publikum’ kan bane vejen for afgørende forandring for den enkelte.